Mindetaler

Når Lars… så står vi her… du har smidt mange udfordringer for mine fødder, men at skulle holde tale i dag er jo nok alligevel den største…

Jeg tænker tilbage til mit specialeforsvar… jeg var ikke så vant til at tale for mange mennesker, havde inviteret hele familien og jeg var mega nervøs… måske jeg aldrig fortalte dig det… men jeg sad faktisk oppe til klokken 5 natten før… jeg havde lavet 97 slides… alt for mange til en kort præsentation på 20 minutter… men det gik jo alligevel…

Jeg husker din ros da jeg var færdig. At vi havde lavet noget som var godt – noget som var vigtigt… for dig… ja for hele instituttet!

Din entusiasme var fantastisk… et nyt lille teoretisk resultat, en ny feature eller indfrielse af en ny milepæl i forretningsplanen… du var altid den første man havde lyst til at dele det med… og det blev mødt med et højt ”Yes!”… ”det er jo som at være der selv”… og måske endda lidt stampen i gulvet.

Jeg husker fra phd-tiden hvordan du fortalte os studerende historier om alle de kendte i vores fag, du fortalte om business lounge i Frankfurt og million mile club… og i de senere år… om middag med dronningen og øl fra Carlsberg… du var sku lidt en blærerøv… men det var ok… for du inspirerede os… til at arbejde hårdere, til at nå længere.

I en diskussion var du altid i øjenhøjde, vi kunne dælme godt diskutere, men du tog gerne professor hatten af og lod det bedste argument vinde.

Entusiasme, inspiration, øjenhøjde… det var alt sammen en del af din superkraft… at skabe et miljø hvor vi udviklede os og levede op til vores fulde potentiale… en overvundet udfordring efter den anden… et miljø hvor vi sigtede højt… vi skulle være de bedste i verden.

Du, Pankaj, Thomas og jeg startede SCALGO i 2009… ja det er 11 år siden vi fik det CVR-nummer… vi var jo helt sikre på, at vi bare skulle finpudse koden, lave en hjemmeside og så ville kunderne vælte ind… vi var uden tvivl de hurtigste i verden til at beregne hvordan vandet løber… de fleste kunder var bare ligeglade… de havde åbenbart god tid til at vente på langsomme beregninger.

Det var uforståeligt… hvordan kan hurtigst og smartest ikke vinde.

Vi arbejdede videre… vi udviklede teknologien… lærte markedet at kende og forstod, at den teknologi, som var blevet skabt igennem din grundforskning… den udgjorde ikke bare en mulighed for inkrementiel forbedring af eksisterende produkter… nej… den rummede potentialet til at vende bunden i vejret på en helt branche… det var ikke et spørgsmål om at gøre noget hurtigere end noget andet, det var et spørgsmål om, at med vores teknologi, kunne man arbejde radikalt anderledes end hvad der var status quo.

Vi lancerede vores nye platform SCALGO Live i 2016. Den blev hurtigt en succes. Først i Danmark, så Sverige, Norge, Finland, Storbritannien… tusindvis af brugere som hver dag bruger vores værktøjer til at forebygge oversvømmelser, planlægge nye byområder, bygge nye veje og sikre en mere bæredygtig natur… kontorer i både Aarhus, København og Seoul… snart tilføjer vi nye markeder Polen og Tyskland… og i 2023 er målet klar… vi skal lancere i

USA – hele USA i 1-meters opløsning… eller lidt mere nørdet… 10.000 milliarder højdeceller.

Der er ingen tvivl, vi gjorde det sku Lars, vi er blevet de bedste i verden til det vi gør.

… og vi bliver ved med at gøre det. Din historie slutter ikke her denne januar dag i Brabrand kirke. Din historie rummer kimen til hundredvis af nye små historier… Du har ikke blot sat spor i videnskab og forretning… du har plantet frø i mennesker… alle os (dine gamle studerende) i SCALGO… andre studerende med lovende akademiske karrierer… medarbejdere som du har løftet… alle vil de skrive videre på din historie med hver deres afsnit.

SCALGOs afsnit vil handle om entusiasme, inspiration, øjenhøjde… ambitioner om at være verdens bedste og vilje til at samle de bedste hoveder og give dem plads. Din superkraft lever videre med os i SCALGO og vi lever af den…

Vi fortsætter rejsen mod nye resultater og sætter nye mål… og Lars… du vil være med os i hjertet.

På Lars’ families vegne, vil jeg gerne takke for at vi alle er kommet til min fars sidste rejse. Jeg kan sige, at Lars er iklædt sit fineste jakkesæt og sko, med visitkort i brystlommen, og hans computertaske er selvfølgelig med, sådan han endnu en gang som stor professor kan gøre gavn i en ny verden. Lars var dybt passioneret og ansvarlig og ment til at være far til Nick og jeg.

Hver gang jeg søgte hjælp, var det garanteret at du ville sætte dig ned om nødvendigt i timer med mig indtil vi sammen fik bugt med problemet. Du viste mig hvordan man skulle være handy og bruge hænderne til både have, håndværk, og i køkken. Og mange af dine værdier smittede af på os. Ja, sågar om hvordan man skal være et ordentligt menneske. Om at give sig selv en gulerod efter hårdt arbejde. Og ikke mindst omkring din livsglæde og entusiasme.

Når Lars så bold, så var der ingen tvivl i nabolaget om hvornår AGF scorede mål. Når Lars tilberedte mad, ville selv de strengeste madkritikere begynde at savle, selvfølgelig efterfulgt af to timers opvask. Og når man sad for sig selv om aftenen kunne man blive afbrudt i det man nu sad og lavede af et højlydt, energisk ”kom, skynd jer” for der skete jo noget spændene på flyradaren – det kunne endda være at piloterne snakkede sammen over en åben forbindelse.

Da Covid19 startede i marts, var du så nysgerrig om hvordan SAS-fly skulle parkere i Kastrup lufthavn og der var ikke noget information at hente på medierne. Så da min mor og jeg kørte forbi i september, bad min mor mig om kortvarigt at standse inden vi ville blive genet væk af vagterne, sådan hun kunne nå at hoppe ud af bilen for at tage et hurtigt billede af flyene. Flyene stod helt usædvanligt parkeret på landingsbanerne, hvilket var noget du aldrig havde set, så du blev så glad for at se det og sendte mange hjerter over sms til min mor. Jeg delte denne entusiasme af fly med dig og havde endda, igennem dine mange opsamlede flypoint, æren at rejse med guldkort siden starten af min universitetsuddannelse.

Der hersker ingen tvivl om, at du er og vil være – ikke et, men det – urokkelige forbillede for Nick og jeg, og dette vil altid være sandt. Så sandt som da du engang med udsigt til havets barske bølger fortalte mig at uanset hvad der måtte ske i fremtiden, så ændrer det ikke på det faktum at vores relation aldrig kan brydes. Nick og jeg er evig taknemmelige for at have det privilegie.

Med tiden vidste Lars godt at der ikke var langt igen, men han bemærkede at det var bedre end at være ude for et trafikuheld, da vi jo kunne nå at få ting sagt. Og selvom døden er naturlig, er den ikke desto mindre umådelig svær at forlige sig med – og specielt i dag, hvor vi desværre er nødt til det. For ”hvordan sikrer vi os, at Lars får den bedst mulige afsked – om end ikke andet i fysisk forstand?” Det gør vi ved at hylde ham og hans ånd som lever videre i os.

For Lars var passionen at kunne påvirke omverden nemlig af stor betydning, måske af større betydning end ham selv. Og det er sådan han bør mindes. Lars vil til evig tid være et forbillede. Et begavet menneske med et stort hjerte som ville folk det bedste. Og lige til det sidste en verdensmand af handlekraft som aldrig gav op.

Her til sidst vil jeg lige sige, at vi på Facebook de seneste 5 dage har modtaget donationer til kræftens bekæmpelse – også i stedet for blomster – under navnet Lars Arge. Oprindeligt var vores mål 5.000 kr. men det er gået hurtigt og vi er nu næsten oppe på 30.000 indsamlede kr. Så tak til donationerne. Endnu engang tak til de fremmødte og deres blomster. Og tak Lars for at være den sejeste far.

Jeg har kendt Lars i omkring 30 år, først som speciale- og ph.d.-studerende og derefter som en god ven og kollega, der satte sig nogle markante spor, både fagligt og forskningspolitisk.

Allerede som student var Lars karakteriseret ved at ”ville det hele”, ud over sit studium også studenterpolitik og ”Wein, weib und gesang” – han var bestemt ikke den, der gik af vejen for en god fest. At han også holdt næsen i det faglige spor blev klart for mig, da han og to medstuderende i deres speciale var begyndt at kigge på såkaldte I/O algoritmer, som var karakteriseret ved, at det var transport af data ind og ud af computeren, der var interessant, og ikke så meget antal udførte instruktioner som i den klassiske model. Og da de ligefrem havde opnået et vigtigt resultat fornemmede jeg, at der var ”krummer” i de tre og ikke mindst i Lars – hvilket jo skulle vise sig at være overmåde korrekt.

Under sit ph.d.-studium havde Lars naturligvis fulgt sædvanen om at være på et udlandsophold, i hans tilfælde var turen gået til Duke University i North Carolina. Duke var på daværende tidspunkt det globale center for I/O algoritmer, og efter færdiggørelsen af sin ph.d. i 1996, blev Lars ansat ved Duke som assistent professor. Dermed indledte han en karriere på næsten 10 år ved Duke, der endte med, at han fik tenure som professor.

Allerede i løbet af Lars’s karriere ved Duke havde vi udfoldet betydelige bestræbelser på at få ham hjem, men det ville han ikke. Jeg tror ikke det var fordi, han ønskede at blive i USA (efter min mening havde han hel tiden AU i kikkerten) men han ønskede at vise, at han kunne klare sig ved et topuniversitet som Duke i det stærkt konkurrencebetonede amerikanske system. Det var blandt andet fordi han mente, at på det punkt var det daske system nok lige lempeligt nok – et synspunkt han senere skulle få lejlighede til at gøre noget ved.

Mens Lars ventede på sit tenure blev han tildelt et af forskningsrådets Ole Rømer stipendier, og med det i hånden kom han tilbage til AU, hvor han straks gik i gang med at forberede, hvad der skulle vise sig at blive en imponerende samling faglige og personlige højdepunkter.

Den første store appelsin, der faldt ned i hans turban, var grundforskningscentret MADALGO, MAssive DAta ALGOrithms, som blev bevilget i 2007 og fortsatte de normale 10 år indtil 2017. Dette gav ikke alene Lars og hans nærmeste kolleger en kolossal rygvind, men efter udløbet af BRICS (1992-2004) var det også med til at stimulere hele instituttet ved atter at have et grundforskningscenter ombord.

Grundforskningscentre tildeles på basis af ansøgerens, og dermed den kommende centerleders kvalifikationer, og da Lars nogle få år senere, i 2010, modtog forskningsministerens Eliteforskerpris, som i sagens natur også er baseret på individuelle kvalifikationer, var der ingen tvivl om hans status som en af de fremmeste dataloger inden for sit område. Et grundforskningscenter er ikke et énmandsforetagende – man skal også have evnen til at tiltrække talent på såvel senior- som juniorniveau. Og at det var tilfældet dokumenterer midtvejsevalueringen af MADALGO, idet det internationale evalueringspanel kort og godt konstaterede, at ”the MADALGO center is no doubt the world-leading center in massive dataset algorithmics”.

Det er derfor heller ingen overraskelse, at Lars i perioden både blev Fellow of the ACM, generalsekretær i Videnskabernes Selskab, og formand for Statens naturvidenskabelige Forskningsråd. Og i sidstnævnte egenskab tilsluttede han sig med begejstring den kreds af forgængere fra AU, der aldrig har tillladt nogen at glemme, at der er noget, der hedder AU.

I tilgift til at være akademiker og forskningspolitiker var Lars også forretningsmand, og allerede tidligt efter etableringen af MADALGO stiftede han, sammen med tre kolleger, virksomheden SCALGO, SCALable ALGOrithms, hvor der bliver udarbejdet algoritmer og systemer, der i praksis kan håndtere enorme mængder af terræn-data til brug for at analysere steder på jorden, der er sårbare over for oversvømmelser mv.

Jeg har været så heldig at have haft kontor ved siden af Lars de sidste knap 10 år, og det har naturligvis givet mulighed for løbende at drøfte både stort og småt. Jeg har også ved selvsyn kunnet konstatere hans omsorg for sine studerende og kolleger, og han var altid klar, når der var nogen, der trængte til en hjælpende hånd.

Hans stil i såvel dagligdag som fest var i det hele taget åben, venlig og afslappet. Han kunne ubesværet gebærde sig såvel på de bonede gulve som helt nede på jorden. Over for hans kontor på instituttet hænger to billeder, der siget mere end ord. Det ene viser kronprinsessen overrække ham Eliteforskerprisen og det andet viser hans glæde ved vand (til udvortes brug) idet han står i et vandløb iklædt gummistøvler og paraply og siger et eller andet om SCALGO-vand.

Uanset sin travlhed, havde han havde altid tid til en øl i fredagsbaren og til mandag morgen at drøfte week[1]end’ens resultater i superligaen – og især efter de runder, hvor vi indimellem havde slået AaB.

Da Lars blev syg, blev det naturligvis også et af emnerne for vore samtaler, men det var aldrig ynk eller medynk, der var temaet. Lars opfattede nærmest sin sygdom, som en slags videnskabelig problemstilling, som skulle løses, og her måtte han nok hellere selv give en hånd med. Han satte sig ind i den lægefaglige problemstilling så godt han kunne, læste den del af den relevante litteratur, han kunne forstå, og søgte konstant dialog med sine læger.

Han tabte kampen mod kræften i en alt for tidlig alder, og vi vil alle komme til at savne ham. Vore tanker går til hans nærmeste, først og fremmest familien med Alice og sønnerne i spidsen, men også forældre, søskende og andre, der står ham nær.

I relation til Aarhus Universitet står der tilbage et minde om en af de store forskere og entreprenante professorer, som ikke alene leverede betydelige resultater, men også sørgede for at sikre, at der er nye på vej, som kan følge indsatsen op.

Jeg er sikker på, at det er et eftermæle efter Lars’ hoved.

Mogens Høgh Jensen

I efteråret 2016 blev Lars Arge valgt til generalsekretær i Videnskabernes Selskab. Det var få måneder efter jeg var valgt til præsident, og det blev til fire års parløb med daglige kontakter, som jeg tænker tilbage på med stor glæde og respekt.

Vi fik hurtigt ørerne i maskinen med en bedragerisag, som Lars efter den var afsløret brugte de næste to år med en fantastisk indsats på at endevende hvert et bilag og faktura.

Lars og jeg var forskellige temperamenter, og vi var fra starten af ikke altid enige. Men vi fandt altid en løsning, og jeg tror Lars ville få et skævt smil på, når jeg siger, at i de fleste tilfælde fik han ret.

Lars havde et fantastisk klarsyn og taktiske evner, han tænkte altid mange skridt fremad. Lars har gjort en helt uvurderlig indsats i Videnskabernes Selskab. Han omorganiserede sekretariatet, økonomien og forretningsgangene.

Han satte en stor ombygning og en ændring af vedtægter i gang, som begge han desværre ikke så til ende.

Lars havde også en fantastisk elegant humor, vendte tingene rundt og endte ofte i et stort grin.

Familien og du Alice har mistet et helt meget kærligt og varmt menneske, Videnskabernes Selskab har mistet vores styrmand og Århus Universitet en ualmindelig visionær og dygtig videnskabsmand.

Æret være Lars Arges minde.

Henrik Balslev

• I efteråret 2016 blev Lars Arge valgt til generalsekretær i Videnskabernes Selskab.

• Selskabets præsident Marie Louise Nosch og tidligere præsident Mogens Høgh Jensen — som Lars begge arbejdede tæt sammen med —ville gerne have været her i dag, men er forhindret af omstændighederne.

• Som ny generalsekretær fik Lars hurtigt ørerne i maskinen med en bedragerisag, som han afslørede.

• Derefter brugte han de næste to år på at udrede bedrageriet med en fantastisk indsats, hvor hvert et bilag og hver faktura blev endevendt.

• Lars havde et ganske særligt klarsyn og taktiske evner, han tænkte altid mange skridt frem som en god skakspiller.

• Lars har gjort en helt uvurderlig indsats i Videnskabernes Selskab.

• Han omorganiserede sekretariatet, økonomien og forretningsgangene.

• Han initierede en ny stil med større åbenhed og engagement i den danske forskningsverden.

• Han igangsatte en stor ombygning af sekretariatet og en ændring af vedtægterne.

• Begge kunne han desværre ikke se til ende.

• Lars havde også en fantastisk elegant humor, han vendte tingene rundt og endte ofte i et stort grin.

• Familien og du Alice har mistet et helt og meget kærligt og varmt menneske.

• Århus Universitet har mistet en ualmindelig visionær og dygtig videnskabsmand.

• Videnskabernes Selskab har mistet sin styrmand.

• Æret være Lars Arges minde.